3D skanning
3D skanning er en avanceret røntgenteknik, der primært bruges til undersøgelse ansigtsskelet, bihuler, kæbeled, ører, tænder og spytkirtler.
Information
En 3D skanning er en form for røntgenundersøgelse, der bruges til at undersøge bihuler, ansigtsskelet, ører og kæber/kæbeled. Resultatet af en 3D skanning bruges af din læge til at stille en diagnose og planlægge behandling, hvis det er nødvendigt.
Selve 3D undersøgelsen
Ved 3D skanningen skal du sidde helt stille på en stol i ca. 20 sek., mens røntgenrøret kører rundt om dit hoved. Det er ikke ubehageligt og heller ikke klaustrofobisk. Ved nogle undersøgelser skal der foretages flere skanninger. Hvis du har ørenringe eller piercinger i ansigtet, skal de tages ud inden skanning.
Bagefter rekonstrueres optagelserne, og vores speciallæge vurderer efterfølgende optagelserne og laver en beskrivelse af undersøgelsen. Den beskrivelse er resultatet af undersøgelsen og sendes til den læge, der har henvist dig til undersøgelse. Det er din henvisende læge, der har behandlingsansvaret for dig. Du skal derfor tale med din henvisende læge om resultatet af undersøgelsen.
3D optagelserne gemmes efterfølgende i mindst 5 år på en særlig sikret server (PACS-system). Det er et lovkrav, at vi skal gemme 3D optagelserne. Beskrivelsen af undersøgelsen, som bliver sendt til den henvisende læge, skal vi gemme elektronisk i mindst 10 år. Det er også et lovkrav.