Risiko

Røntgenundersøgelser er et vigtigt redskab til at stille diagnoser. Klinikken udfører bl.a. almindelige røntgenundersøgelser, 3D skanning og mammografi-undersøgelser. Nedenfor kan du læse om risiko forbundet med at få foretaget en røntgenundersøgelse.

Risikoen ved røntgenundersøgelser

Røntgenundersøgelsen skal være til gavn for dig som patient. Du vil derfor kun kunne få foretaget en røntgenundersøgelse, hvis en læge mener, at der er behov for en røntgenundersøgelse, for at du kan få stillet en diagnose og dermed få den rigtige behandling.

Ved enhver røntgenundersøgelse tilstræber man at bruge den mindst mulige stråledosis. Fordelen ved at bruge røntgenstråler overstiger den lille risiko, der måtte være ved at blive udsat for røntgenstråler, når man bruger undersøgelsesmetoden rigtigt. Ved nogle røntgenundersøgelser bruger vi afdækning af kønsorganer (testikler og æggestokke). Det er i de tilfælde, hvor det fremgår af lovgivningen, at der skal bruges afdækning (gonadebeskyttelse). Hvis du er gravid, bør du sammen med din læge vurdere, om undersøgelsen kan vente. Se også her.

Røntgen – Ultralydklinikken på Amagerbrogade i København udfører også ultralydsundersøgelser samt Dexa-scanning for osteoporose (knogleskørhed). Ved en Dexa-scanning anvendes så få røntgenstråler, at det anses for helt ufarligt. Ved en ultralydsundersøgelse anvendes der ikke røntgenstråling, og der er ikke nogen risiko forbundet med undersøgelsen. Hvis den samme diagnose kan stilles ved brug af ultralyd, vil du derfor ikke få foretaget en røntgenundersøgelse, men en ultralydsundersøgelse i stedet for.